Dalum fik grusom revanche mod FC Sydvest

469 625 FC SYDVEST 05 TØNDER

Inden kampen mod Dalum var optimismen stor. Endnu to meget vigtige spiller kontrakter var faldet på plads og man havde spillet en god kamp mod Næsby. Man følte for alvor tingene gik FC Sydvest’s vej.

Denne gang blev det ved drømmene. For Dalum var bedre på dagen og der er ikke så meget at diskutere angående det. Som skribent for klubben vil man så gerne være positiv, finde det der er godt. For man ved hvor hårdt alle arbejder på at få succes. Man ved hvor meget der trænes. Og man kommer til at holde af hver eneste spiller. Men fra denne kamp er der ikke andet at gøre end at lette hatten og ønske Dalum tillykke med sejren.

Kampen viste hurtigt at Dalum’s meget hurtige folk var i hopla. I det 25. minut var Mads Raben på pletten og scorede et meget flot mål. Det skete efter fatalt boldtab fra FCS på midten af banen og en lynhurtig aktion på højre fløj førte til indlægget til Mads Raben. Dalum havde nu fået færten af sejr og i det 31. minut sendte Benjamin Nielsen bolden i mål på hovedstød efter hjørnespark.

Men så i det 41. minut tændtes et lille håb for FC Sydvest. Et øjeblik lignede det lidt den dårlige dag som FCS havde, men de holdt fast i et angreb der først så ud til at løbe ud i sandet og Oliver Nielsen der er kendt for sit gode spark, sendte bolden i nettet til 1-2. Nu kunne man gå til halvleg og tænke at kampen trods alt ikke var tabt endnu.

Her må man sige at i fodbold er det ikke tanken der tæller, det er udelukkende målene. Og i anden halvleg havde FCS intet modsvar til Dalum. Tværtimod straffede Dalum koldt og kynisk de fejl FCS lavede. I det 53. minut taber FCS igen bolden et meget kritisk sted og Philip Stoustrup løber direkte mod FCS målet og scorer til 3-1. Seancen gentager sig i det 65. minut hvor bolden igen tabes et meget uheldigt sted og de hurtige Dalum folk opfanger det og der afleveres til hyperfarlige Mads Raben der sikkert scorer til 4-1. Men det var ikke nok. I det 68. minut blev et kontraangreb udført nærmest til perfektion af Dalum. Bolden blev lynhurtigt ført frem i højre side og sendt ind til Martin Høgstad der uden at tøve scorede til 5-1.

Efter kampen var assistent træner Peter Randbo Jepsen klar i mælet: ”Det var en kollektiv nedtur og der er vel sådan set ikke meget mere at sige om det.” Og det var rigtigt. Hele holdet havde en off-day. Og Dalum fik revanche for de to seneste kampe mod FCS hvor de begge gange tabte klart.

Nu kunne man godt svælge endnu mere i det negative. Men det vil vi ikke. Det som spillerne og trænerne ved, er at elitesport er en stor lektion i at lære at vinde. Og det siges jo at man skal lære at tabe, før man for alvor finder det der skal til for at man vinder. Den lektion fik man så i Dalum lørdag d. 17/8. Og vi kan være sikre på at spillerne tager lektionen til sig, arbejder med tingene og finder gejsten og viljen tilbage. Og den får de brug for på onsdag kl. 18.45 på Bankparken Tønder. Der står Ringkøbing klar. Tag ikke fejl, FCS står også klar, rig på læring og hungrende efter en sejr.