Degns hovedstødsmål blev kampens lokale højdepunkt

Degns hovedstødsmål blev kampens lokale højdepunkt

okt. 6, 2020


FC Sydvest 05 Tønder røg ud af pokalturneringen med æren i behold

Hvis FC Sydvest skulle lave en endnu større sensation mod Randers FC end mod FC Fredericia krævede det forsvars-og målmandsspil i topklasse. Det fik vi ikke, for tre af de fire Randers scoringer ville på en god dag være blevet afværget, og det blev de ikke. Et par kludemål må vi konstatere.

At Randers sad massivt på spillet var ventet, men indimellem var der nogle få FC Sydvest snapse, der gav anerkendelse fra publikum og TV kommentatorerne. Og ikke mindst Christian Degns reducering kort før pausen var flot og gjorde halvlegspausen menings- og håbefuld.

Men en Randers hjørnesparkscoring dræbte sensationsdrømmen, og resten blev det forventede, og en afsluttende Randers scoring bragte tavlen på slutresultatet  4-1.

Til at leve med, især fordi hele setuppet fra TV og andre mediers side blev et flot udstillingsbillede af hele vor kommune –  det frivillige stadion- projekt, et FC Sydvest der har flyttet sig fra serie 3 til 2. division og en egn, der også har så meget andet at byde på udover fodbold i divisionsklasse.

En dejlig tirsdag er forbi, nu venter vi blot på en bedre lørdag med point i FC Sydvest skabet.

 

Af Finn Hedegaard

Share