Miraklet i Slagelse: FC Sydvest bliver i 2. division

Miraklet i Slagelse: FC Sydvest bliver i 2. division

jun. 22, 2019


Solskin, fodbold og redning. Sådan kan en nervepirrende dag og kamp bedst beskrives for FC Sydvest i Slagelse. Kampens betydning sås tydeligt hos FCS, der kæmpede for sit liv i 2. division.

 

FC Sydvest lagde pres på Slagelse lige fra kampens start. Og flere gode muligheder opstod. Det var tydeligt at samtlige spillere var klar til at yde alt. Det hele skulle lægges på banen. Der skulle ikke herske tvivl om at de havde gjort hvad de kunne, når der blev fløjtet af.

 

Som sagt havde FCS chancerne. Energien var hos FCS. Og i det 30. minut kom forløsningen. Marco Hansen var hurtigt opfattende og snuppede bolden i Slagelse’s forsvar. Helt alene med målmanden placerede Marco bolden i det lange hjørne. Herefter fik Slagelse mere spil og de fik også nogle halve chancer inden FCS i det 40. minut fik en kæmpe chance hvor Anders Thomsen blev spillet helt fri. Men Slagelse’s målmand hev en fantastisk redning frem. FCS kunne gå til pausen med en 1-0 føring. Da andre resultater så ud til at flaske sig begyndte man at tro på miraklet.

I anden halvleg fortsatte FCS med at være farligst. Men desværre var det Slagelse der fik scoret i det 60. minut. Noget det fik pulsen til at stige hos os alle. Det skyldtes at Odder hentede Vejgaard’s 2-0 føring og at både Dalum og Skovshoved stod med uafgjort. Dermed var FCS ude. Men gutterne kæmpede videre. FCS fik i det 70. minut et hjørnespark og Anders Thomsen sendte bolden ind i straffesparksfeltet og Fiton Durguti scorede et vigtigt mål til 2-1. Igen lettede stemningen noget. Men alt kunne stadig ske.

 

Slagelse sloges for en udligning. Et hjørnespark blev meget farligt i det 79. minut hvor bolden dansede rundt i FCS forsvaret inden Kasper Tiedemann fik fat i den. Uha! Slagelse spillede pludselig som om det var en vigtig kamp for dem og kom virkelig tæt på. Trætte FCS spillere kæmpede med det sidste de havde. Slagelse presset førte til en kæmpe chance for Fiton Durguti der gjorde det rigtige, men Slagelse’s målmand hev endnu en mirakel redning.

 

Og så var kampen slut. Det hele var gået op i en højere enhed. FCS er reddet. De bliver i 2. division. Spillerne faldt hinanden om halsen og presset, nerverne blev endelig udløst. Pulsen hos os alle begyndte at falde. Uha. Og lidt senere skal der nok også falde en lille sejrståre. Hvor var man dog glad på spillernes vegne og hvor bliver det en god tur hjem. Tillykke til spillerne, trænerne og ikke mindst til Tønder, Løgumkloster, Bredebro og Ballum som er FC Sydvest.

Share