Nederlag igen på hjemmebane

Nederlag igen på hjemmebane

okt. 1, 2018


Det kører slet ikke for FC Sydvest-mandskabet i denne periode. Selv om spillet hænger fornuftigt nok sammen, så mangler der lige de allersidste procent af held og skarphed til at skaffe sejre.

Gæsterne fra Taarup-Paarup kunne således snuppe tre for dem utroligt vigtige udebanepoint og de hvidblusede måtte gå lidt slukørede fra banen.

FC Sydvest stillede med keeper Kasper Tiedemann, Oliver Nielsen, Christian Degn, Mads Blom og Marten van Ittersum i bagerste kæde, midtbanen med Silas Songani, Jeppe Hansen, Anders Vest Hansen og Marco Hansen på midtbanen mens Anders Thomsen og Lasse Clausen lå helt fremme.
Det gav en spændende og velspillet første halvleg hvor FC Sydvest godt kunne have ført med et par mål ved pausen. Det gjorde de ikke – 0 – 0 stod der på måltavlen.

Få minutter inde i anden halvleg måtte en humpende Marco Hansen erstattes af Frederik Warming. Så havde gæsterne et brag af et langskud som gik stolpe-ud. En lille advarsel om det der var på vej.
61 minutter af kampen var spillet, da gæsterne kom foran på et godt angreb og uden chance for Kasper Tiedemann i målet.
Kort efter gik Anders Thomsen ud – ind kom Niels Prisholm. Lasse Clausen gik også ud og ind kom Jonas Hansen.
Efter 70 minutter fik gæsterne en friløber som de takkede for ved at bringe sig foran med 2 – 0. Øv.
De sidste 20 minutter pressede FC Sydvest gevaldigt på for at få vendt kampen, men det lykkedes ikke.
Desværre lykkedes det heller ikke denne gang at få point på kontoen.

Næste runde spilles på udebane mod puljens nummer 4 – Ringkøbing mens næste hjemmekamp i 12. runde er mod Kolding IF på Bank Parken lørdag den 13. oktober kl. 15.00.

Af Holger Ringgaard

 

Share