apr. 23, 2024
FC Sydvest 05 Tønder var søndag på udebane i Åbenrå og det blev endnu engang en skuffende oplevelse. Det var som, var det en kopi af sæsonens tidligere kampe, for efter bare syv minutter får hjemmeholdet sendt et skud mod mål, som Emil schmidt halvklarer og selvfølgelig lander riposten hos en modstander, der sender bolden i mål, til trods for at Emil har hænderne på. 1-0.
Så skulle vi igen jagte og det lykkedes slet ikke at komme til store målchancer. Lidt halve chancer blev det trods alt til, men gode indlæg var en mangelvare, også i de ti minutter vi var i overtal. Afleveringerne sidder simpelthen ikke som de skal. Den største chance tilfaldt Åbenrå, men Emil Schmidt leverede en stor redning.
Bedre blev det ikke efter pausen. FC Sydvest 05 Tønder vil gerne være boldstyrende, men afleveringer der slet ikke rammer medspilleren og alt for få kombinationer med få berøringer gør det svært at være det. Det går simpelthen for langsomt, når man skal have tre berøringer inden man sender bolden videre. Derfor var det os der havde bolden mest, men Åbenrå der havde chancerne og da Åbenrå scorede til 2-0 på en omstilling efter 85 minutter var løbet kørt.
Efter 89 minutter kom reduceringen, da Nicolai Bach Iversen blev spillet fri, tog et træk og sendte bolden i mål til 2-1. dette skete fordi Mikkel Neesen var blevet smidt frem og han fik lavet en masse ravage i hjemmeholdets defensiv. I overtiden havde FC Sydvest således to kæmpe chancer, men udligningen udeblev og FC Sydvest er således eneste hold i rækken, der endnu ikke har en vundet en kamp.
På torsdag klokken 19.00 spiller FC Sydvest hjemme mod Sædding/Guldager.