sep. 15, 2019
Godt fodboldvejr, en flok spillere der ville vinde og et trofast publikum. Alt var sat op til en sejr. Det endte med uafgjort og begge hold havde nok en uforløst fornemmelse efter kampen.
Første halvleg startede nervøst om intenst. Som forventet lagde Jammerbugt FC et stort tryk på FCS dog uden at det blev til de helt store chancer. Efterhånden kom FC Sydvest mere med i kampen. Holdet bevarede fokus og koncentration i starten. De lod sig ikke løbe overende. Ca. Midt i halvlegen driblede Marco Hansen sig flot igennem Jammerbugts forsvar, men trods en god afslutning lykkedes det ikke. Kort efter fik Jammerbugt en kæmpe chance og resten af halvlegen var det Jammerbugt FC, der havde de største chancer.
Anden halvleg blev en tynd affære hvor begge hold havde svært ved at få noget til at fungere. Der var ikke mange store chancer, men igen var Jammerbugt en anelse farligere. Dog kom der en en kæmpe chance til Jonas G. Hansen og i anden omgang Ardit Murati. Men ind kom bolden altså ikke.
Efter den flotte kamp mod Brabrand var der ikke samme guldstøv over denne kamp. Begge hold kæmpede med spillet. Hvis man bagefter skal trække noget godt frem, så er det at FC Sydvest fik et point.
Næste kamp er på lørdag kl. 14.00 mod VSK Århus i Århus.