Stor optimisme i FC Sydvest 05 Tønder truppen

Stor optimisme i FC Sydvest 05 Tønder truppen

aug. 2, 2022


FC Sydvest har startet træningen op, med henblik på at stryge til tops i Jyllandsserien og vende retur til Danmarksserien.

Vi tog en snak med cheftræner Kasper Sørensen om status på truppen lige nu.

“Vores mål er at blive blandt de 4 første i Jyllandsserien og dermed kæmpe med om en mulig oprykning til foråret. Vi har beholdt en rigtig stor del af truppen og mærker ikke det store til den udflytningslængsel til storbyerne, som ellers kendetegner området. Vi tabte den første træningskamp med 1-4 til Herning Fremad, men det var en kamp, hvor vi havde 3-4 mand med fra startopstillingen i foråret, men vi fik da en masse luft i lungerne,  jeg så nogle fine ting og formen ser ud til at være fin, men ellers kan jeg ikke bruge den kamp til ret meget. Ud fra at vi ikke har mistet det store, fra startopstillingen er det nærmest kun en enkelt spiller, så jeg er meget positiv. Vi har også fået nogle nye ind og satser da på yderligere forstærkninger, måske allerede fra næste uge”, slutter Kasper Sørensen.

Heldigvis har vores rutinerede anfører, Rasmus Høeg valgt at blive, og med de mange unge spillere på holdet er rollen som forbillede og anfører enorm vigtig. Selv vil Rasmus Høeg da også gå foran og hjælpe de unge drenge bedst muligt.

“Ja min rolle er at tage mig godt af de unge og sørge for at de kommer godt ind på holdet. Der er kommet lidt nye til og jeg må sørge for at holde lidt samling på truppen. Vi har en nærmest identisk trup i forhold til truppen i foråret, så jeg er rigtig positiv, det SKAL give nogle sejre nu”, udtaler Rasmus Høeg.

Opdatering på truppen offentliggøres senere på ugen.

Af Kim Møller og Finn Hedegaard

 

Share