Svær start på foråret for FC Sydvest 05 Tønder

Svær start på foråret for FC Sydvest 05 Tønder

mar. 5, 2020


FC Sydvest møder et af topholdene AB på udebane.

Når FC Sydvest indleder den nye sæson 2020 på udebane mod AB, Akademisk Boldklub, hvor der nok ikke længere er en overvægt af akademikere, ved alle, og det inkluderer også FC Sydvests nye cheftræner Jes Bekke, at man står overfor en yderst vanskelig opgave, og det gælder ikke kun søndagens udekamp men hele det spil, der sidenhen afgør, hvem der skal være i nedrykningsspil og hvem der skal spille om at komme i det forjættede land, 1. division.

Søndagens modstander AB, der har hjemme på Gladsaxe Stadion og formentlig kan tilbyde en græsbane, ligger som nummer 3 i rækken efter Århus Fremad og Middelfart, og de vil uden tvivl arbejde benhårdt på at vende tilbage til 1. division, hvor de tidligere har huseret.

Fc Sydvests træner, Jes Bekke forudser da også en svær opgave, men håber, at hans nye trup kan få indarbejdet nye systemer, der gør holdet mere direkte og derved mere målfarligt.

  • V er naturligvis udfordret, når seks fra start- elveren ikke længere er til rådighed, og derfor skal der både held, dygtighed og hårdt arbejde til, hvis det overordnede mål; overlevelse skal nås

Han mener generelt, at holdet skal spille hurtigere og udnytte omstillinger, så modstanderne ikke bliver godt orienteret og organiseret, hvis der skal mål og points på kontoen.

  • Vi ved, at det vil tage tid at få tingene på plads, men grundlæggende synes jeg, at vi har en god trup med unge spillere, og der er jo stadig mange lokale navne som Christian Degn, Morten Beck, Lasse Clausen og Marco Hansen på holdkortet, for blot at nævne nogle, så der blive da noget genkendeligt at se på, når holdet næste lørdag møder VSK Århus på kunststofbanen i Løgumkloster.

Græsset på Bankparken må på grund af det våde vintervejr ” først betrædes” i starten af april.

Af Finn Hedegaard

 

 

 

 

 

Share